tirsdag den 24. april 2012

stoltmejse

Den forgangne weekend holdt Lions et herligt loppemarked i Aars Messecenter, hvilket passede fortrinligt med, at Arthur og jeg var på miniferie hos farmor og farfar blot 20 kilometer derfra. Mejse tog i sommerhus med en masse chai latte- og sushiglade krea-veninder, så det var op til Arthur og jeg at opdrive guldet blandt den megen ragelse. Og det var en stolt Mejse, vi kom hjem til!
Se bare dette pragteksemplar af en lækker, lille isbil med udtrækkelig markise og alting! Det er en die-cast bil produceret i Frankrig af fabrikanten Majorette. Den passer perfekt ind i Arthurs støt voksende samling af legetøjsbiler. ↓


Disse tre puslespil på 20x20 cm er udgivet af Carlsen i 80'erne med motiver fra deres søde små harmonikabøger, som i øvrigt blev genudgivet for et par år siden. Arthur er så småt gået fra småbørnspuslespillene til dem med rigtige brikker, og disse tre har vist sig at være rigtigt gode - sikkert på grund af de klare farvekontraster og brikkernes forskellighed. ↓


Sidst men ikke mindst fandt vi denne fine, grønne stol magen til dén, vi har i rød. Vi har lidt rod omkring vores spisebord, men Mejse proklamerede for noget tid siden, at hun godt kunne tænke sig nogle flere stole i denne stil. 
Værsgo, skat! ↓

1 kommentar:

  1. Super fine sager! Dejligt I deler samme interesse ;-)

    SvarSlet